2.Y bygger bøger

 

Eleverne i 2.Y bygger bøger på biblioteket

Nogen gange kræver det ikke mere end to passionerede fagpersoner og en ide, og så har man et flyvefærdigt projekt, med bibliotekets kerne-DNA som omdrejningspunktet. Idéen blev omsat til et forløb hvor 2.Y  skrev og illustrerede deres egne bøger. De skrev på skolen og den kreative proces med at lave illustrationerne til bøgerne foregik i børnebiblioteket. Det blev til fire dage med workshop, hvor børnebiblioteket summede af koncentreret liv mens eleverne fordybede sig kreativt.

De havde selv valgt emne ud fra interesse og disse var mangfoldige. Der blev blandt andet skrevet om Queen, Japan, katte og Pokemon. Det var tydeligt at emnerne, var en del af deres nære livsverden eller interesse. Når man havde valgt at skrive om et land var det fordi man havde en familierelation eller fordi man havde været og boet der. Når man skrev om Pokemon, Fortnite eller basketball var det fordi man selv var en ivrige spiller.

 

Biblioteket som workspace

I bibliotekets optik gav forløbet en rigtig god mening. Vi fik som institution og faggruppe mulighed for både at åbne bibliotekets samling op og bruge biblioteket som kreative frirum det er. Jeg fik som børnebibliotekar/designer via samarbejdet en unik indsigt i hvad børn i anden klasse interesserer sig for og syntes er spændende at fordybe sig i. Hvilket i et formidlingsaspekt er en gave for enhver børnebibliotekar. 

Samlingen som kilde til fakta og inspiration

Omgivet af bøger fik eleverne adgang til både viden og inspiration. Fagbøgerne på hylderne gav eleverne mulighed for at finde viden og information om deres emne. Om det var øgler eller Mercedes. Ligeledes kom samlingen i brug når man eksempelvis skulle tegne en kanin, for hvordan så de egentlig ud?

Som bibliotekar var en del af forberedelsen også at finde bøger der grafisk og illustrativt kunne inspirer eleverne kunstnerisk og kreativt. Her kom blandt andet bibliotekets store samling af flotte billedbøger i spil. I dem kunne eleverne se en mangfoldighed af forskellige udtryk fra illustratorer, der arbejder i mixed media/collage. Derudover var der valgt fagbøger der kunne vise eksempler på hvor forskelligt de kan være opbygget og layoutet. Hvordan mængden af tekst og illustrationer var i forhold til hinanden.

Skolens pædagogiske og didaktiske overvejelser

Charlotte fortæller at: “Elever i 2.Y har rigtig godt fat i læsningen, og en lyst til at skrive er begyndt at spire frem. Desværre mister rigtig mange elever lysten til at skrive op gennem skoletiden, bl.a. fordi der er så meget fokus på stavning og grammatik, og ikke så meget på selve fortællingen. Det var mit indtryk, at eleverne oplevede, at det at skrive bøger var noget meget stort, og måske kun forbeholdt de få. Mit overordnede mål med at lade eleverne skrive deres egen bog har derfor været, at de fik en oplevelse af, at alle kan skrive en bog, samt at det ikke er grammatik og stavefejl men fortællerglæden, der er i fokus.

En del af bogfremstillingen foregik på biblioteket – dels for at få en faglig sparring med bibliotekaren samt adgang til bøger, som eleverne kunne finde inspiration i.  Men en væsentlig grund var også, at give eleverne en oplevelse af, at biblioteket kan andet end at være et sted, hvor man låner bøger. Det er et rart og inspirerende sted at være, og dette vil måske få eleverne til at bruge biblioteket mere – også når de bliver lidt ældre, der hvor flere børn desværre ofte mister interessen for at låne og læse bøger.”

Mulighed for fordybelse

Charlotte oplevede at: “Dette projekt har givet klassen en mulighed for fordybelse, hvilket oftest ikke er muligt i et almindeligt skoleskema. Hver elev har skrevet, hvad og hvor meget de har haft lyst til. Dette har givet mulighed for en differentieret undervisning, hvor de faglige dygtige elever har kunnet skrive der ud af, og de fagligt svage elever har kunnet skrive i deres eget tempo, uden at føle sig presset. Men det allervigtigste har dog været, at denne bog har givet klassen en stolthed over at havde fremstillet noget sammen, hvilket har styrket klassefællesskabet.”

 

Erfaringer fra forløbet

I forløbet har børnene oplevet selv at være vidensproducenter og ikke bare konsumenter af viden. Gennem arbejdet med tekst og  billeder har de fået en forståelse for layout, materialer og tekniker. Eleverne fik en sanselig oplevelse med bogmediet, mens de udviklede og eksperimenterede med tekst og illustrationer. Det blev en vekselvirkning mellem leg og læring og hvor fordybelsen var i højsæde. Fantasien og forestillingsevnen blev sluppet helt fri. Det har også været med til at styrke børne fællesskab. Eleverne har under forløbet aktivt støttet deres klassekammerater med idéer. En pizza får vinger og her er lige det glimmerpapir som Alvin mangler. En vigtig pointe var også at eleverne har deltaget i en proces fra idé, til at hands-on at producere indhold til det endelige resultat. For alle børnenes tekster og illustrationer bliver samlet til en rigtig trykt bog. Det gav glæde og selvtillid. 

Forløbet var med til at sætte bibliotekets samling i spil og give børnene indsigt i informationssøgning samt at give inspiration til deres bøger. Både i forhold til den faktuelle tekst men også deres kunsteriske og kreative proces i udarbejdelse af deres illustrationer. Endelig var den sparring vi fik som forskellige fagpersoner, læreren og bibliotekaren både lærerig og inspirerende. For mig personlig var det endnu engang med til at vise hvor meget konceptet med “Byg en billedbog” kan og giver børnene. Se mere om mine byg en billedbog workshops her.

Fakta om projektet helt kort

Blågårdens Bibliotek og skolen. Workshop hvor børns egne fortællinger bliver til bøger illustreret i mixed media/collage.

Fra Ansgar skole: Charlotte Larsen, dansk og billedkunstlærer.

Fra Blågårdens Bibliotek: Helle Laursen børnebibliotekar og designer.

Forløbsbeskrivelse: Fire uger med fire besøg på biblioteket. Første besøg på biblioteket var efter at børnene havde valgt emne og skrevet en indholdsfortegnelse over deres historie. Alle eleverne arbejdede med et fagligt emne. I to på hinanden følgende dage arbejdede de på biblioteket med storyboards, layout og fik en introduktion/inspiration til hvordan bøger kan se ud og kan være illustreret. Eleverne arbejdede den efterfølgende uge på skolen, hvor de skrev deres historier færdige. Forløbet blev afsluttet med to dage på biblioteket hvor de færdiggjorde deres illustrationer. 

Formål: Slutprodukt for forløbet var at eleverne havde produceret indholdet til en rigtig bog. Når elevernes historier var færdige og den sidste Ninja var limet fast blev det hele samlet i en bog. Her indgår hver af børnenes historier som kapitler. Bogen bliver trykt med tilskud fra skolen og med forældrebetaling, sådan at alle eleverne får den bog, de har været bidragydere til.

Se også artiklen på Folkeskolen.