Gimmicks eller formidling

 

Formidling af formidlingsprojekter

I Bib.forum juni 2017 stilles der skarpt på projekter der arbejder med nye veje til formidling i biblioteksrummet. Alle fine formidlingsprojekter der prøver nye former af. Hvilket jo er spændende og vitaminer til min kæphest. Det irriterede mig dog at det i den indledende præsentation af projekterne lyder:

“Hvordan formidler man de gode læseoplevelser til borgerne i en tid, hvor bøger af papir, bibliotekarer af kød og blod, og de fysiske biblioteker fylder mindre og mindre?”

Hvorfor skal bibliotekerne tale sig selv i graven, inden man kommer i gang med selve ærinde. Ikke at det er noget nyt at biblioteketsvæsnet taler sig selv ned. Det med at lukke biblioteket og smide bøgerne ud med badevandet er ikke kun et mantra internt i biblioteksvæsnet, det har også været understrømmen i sommerens biblioteksdebat i medierne. Læs eksempelvis Perspektivs artikel der samler op på sommerens debat i diverse medier.

 

Glem alt om gimmicks og det hurtige fix

I artiklen fremgår det også at 76 % af bibliotekets gæster ser udlånet af bøger som bibliotekets vigtigste tilbud og at man samtidig ser man en stigning i antallet besøgende på biblioteket. (Ikke at det pt. øger udlånet generelt) Så hvad er problemet? Kom i gang med at formidle al den fantastiske litteratur der faktisk stadig står på hylderne, i magasiner og på digitaleplatforme. Biblioteket indholder skatte som end ikke den mest velassorterede boghandel kommer i nærheden af. Man kan stadig finde den ældre litteratur og alt det nye, frisk fra trykpressen.

Og der formidles på livet løs i bibliotekerne. Vi gør det nemt for gæsterne, tag en bogpakke, prøv en lykkepakke og hylder med frontvendte bøger. Det er formidling, men meget lavt hængende frugter der næsten rører jorden. For biblioteket har vel større ambitioner end bare at lange “noget over disken” konceptet? Men er det ikke ok? Jo hvis der også er andet på programmet. I min optik skal gæsterne oftere møde udfordrende udstillinger designet af et personale med en dybdegående viden om litteratur og udstillingsdesign – gerne sat sammen på tværs af vidensfelter. For at gå på biblioteket er ikke det samme som at gå i Silvan eller Brugsen.

 

Teatertorden eller en måde at pirre nysgerrigheden?

I samme nummer af Perspektiv er en artikel om den allesteds nærværende Rane Willeslev.  Han deler ud af sine tanker omkring formidling i forbindelse med hans nye stilling som direktør på National Museet. Ikke at jeg ved hvordan han kommer af sted med at skabe nye formidlingsformer på museet, men bare energien, optimismen og ønsket om at få magien tilbage, kunne jeg ønske at bibliotekerne sugede til sig. Jeg er også enig i hans synspunkt at museer og biblioteker har meget tilfælles. Jeg hæftede mig blandt andet ved:

“Når fakta og fiktion står i en form for spænd i forhold til hinanden, kan det noget særligt”.

Hvilket jeg ikke kunne have sagt bedre selv. Det er næsten mottoet for min personlige kæphest. Jeg har i sommers også læst han lille bog “Tænk Vildt – det er guddommeligt at fejle” og den giver idéer og lyst til at komme ud over formidlingsstepperne. Tænke stort og modigt. Altså meget mere end det at vende forsiderne på bøgerne og stille rejsebøger frem når sommerferien nærmer sig. Formidlingen skal folde sig ud, fylde fysisk, med litterær tyngde og viden, der kan være med til at give gæsterne nye læseoplevelser og måske også give dem lyst til at overskride krimigrænsen eller springe på krimibølgen, bare en gang imellem.

Hvor kommer magien fra?

Den kommer fra litteraturen. Jeg fik straks formidlingstanker da jeg læste Jørgen Leths “Men jeg er her jo”. Han er i mine øjne en fantastisk formidler. Han fabulere på et par sider over et af El Grecos malerier og som da jeg læste det straks oversatte til biblioteksformidling. Jeg kender ikke det portrætbillede som Leth lader sig betage af. Men hans helt personlig og anderledes formidling gør mig nysgerrig på billedet og på El Greco. Måden han bredder billedet ud på og bringer nye elementer ind.

Ja og det skal og kan bibliotekarene – give dem plads og ressourser. Jeg har valgt at tage mine meget optimistiske briller på, for ja der er udfordringer. Vi har brug for tid til at læse mere af den litteratur der skal formidles, og der skal gøres op med at formidling er noget man lige klare i biblioteksrummet med venstre hånd, mens man lige har vagt og i pausen lige kreer et skilt man smækker op ved siden af. Der skal meget mere til og inspirationen ligger lige uden for biblioteks dør. Gå på opdagelse i butikker, boghandlere, på museer, på gaden i ind -og udland.

De fire  formidlings projekter som Bib.forum præsentere er: Fang fortællingen, Det Litterære Udstillingshus, Alice samt Læsekompasset. Alle rummer spændende tanker til hvad og hvordan formidling af litteratur kunne se ud i biblioteket anno 2017 og det interessant at se om de bare bliver projekter eller åbner de reelt for en ny formidlingspraksis.
Billederne stammer fra:
MS søfart, Bologna Children’s bookfair, Dover streetmarket i London, Blågårdens bibliotek,
Boghandel i Milano, La Triennale di Milano, Museum for europæisk historie i Bruxelles.
Litteratur:
  • Bib.forum juni 2017 side 6
  • Perspektiv august 2017 side 11
  • Perspektiv august 2017 side 14
  • “Tænk Vildt – det er guddommeligt at fejle” af Rane Willerslev
  • “Men jeg er her jo” af Jørgen Leth side 64-66