Odsherred læsefestival
Odsherred læsefestival
Det er tiende år at Odsherred læser, Litteratur- og læsefestival løber af stablen. I en hel uge har alle foleskoler, daginstitutioner og ungdomsskoler fokus på læsning. Programmet var igen i år imponerende. Både spændende og ambitiøst, fyldt med højtlæsning, forfattermøder, booktalks og workshops, der satte fantasien, kreativiteten og læselysten igang hos børnene.
I folkeskolen var Lene Kaaberbøls “Vildheks” den røde læsetråd for alle på 4. årgang. Jeg var blevet inviteret med som facilitator med workshoppen “Ud i naturen med litteraturen” tilsat et drys magisk Vildheks. Læsefestival og litteratur er oplagt til “Ud i naturen med litteraturen” – konceptet.
Ud i naturen med litteraturen
Det var strålende efterårsvejr. Sol med drivende skyer og skoven stod med gule og gyldne blade. Novembervejret var mildt og perfekt til ude skole med udsigt. Eleverne var ude i naturen i 2-3 timer mens de deltager i workshoppen.
Eleverne arbejdede ud fra logbogen “Langt ude i skoven”. Den havde de fået som gave af festivalen. Eleverne var glade for at få en rigtig bog, at det var deres og at de kunne få den med hjem. Bogen er bygget op omkring danske digte og fantasifulde illustrationer, fyldt med litterære aktiviter og opgaver, der kunne blive brændstof til elevernes egne fortællinger.
I skoven med Odsherred læser
Logbogen var med til inspirere eleverne, da de gik på opdagelse i naturen med de litterære briller på. Inden eleverne blev “sluppet” ud i skoven læste jeg udvalgte stedsspecifikke tekststykker, med efterfølgende dialog som grundlag for videre refleksion og som understøttes aktiviteterne i logbogen. Derefter var det elevernes tur til at fortælle og tegne om deres oplevelser i naturen.
Naturvidenskab og fakta om naturen er vigtigt i skolen. Men når eleverne komme helt tæt på naturen gennem skønlitteraturen undersøger de deres forhold til naturen ved at sætte ord på de følelser og sanselige oplevelser de får.
Læreren læser med
Afslutningsvis deltog jeg med et oplæg på “Læsekonferencen – for lærere, gymnasielærere og skolepædagoger”. Titlen på mit oplæg samt workshop for lærerene var “Kreativ litteraturformidling i naturen”. Det var spændende at kunne fremlægge mine erfaringer med “Ud i naturen med litteraturen” der som projekt nu har kørt et par år og komme i dialog med engagerede og nysgerrige lærer. At man gennem en ny kreativ indgang til litteraturen kan styrke det faglige arbejde i dansk og billedkunst – samt elevernes sociale relationer og skabe glæde, læselyst og motivation i skolen.
Ideen og målsætningen “Ud i naturen med litteraturen” er også at eleverne kan få styrket deres emotionelle bånd til naturen og selv skabe rum for refleksion om dens betydning og derigennem få en relation til den. En relation som kan perspektiveres til den vigtige klima- og bæredygtighedsdagsorden og synliggøre, hvordan naturen har værdi i sig selv og ikke er noget, man bare kan bruge løs af. For hvis vi, børn som voksne, får en følelsesmæssig relation til naturen, passer vi formentlig bedre på den.