Splitte mine bramsejl !!
Der ankom en kasse
Splitte mine bramsejl – jeg har udgivet en billedbog. Det var lidt sådan jeg havde det for en måneds tid siden, da kassen med fri-eksemplarer af “Min morfar” ankom. Så var det altså ganske vidst, “Min morfar” var trykt og klar til at sejle ud i verden. Det var med en vis spænding at jeg åbnede kassen og med en underlig fornemmelse for første gang at bladre den fysiske bog igennem. Jeg er så småt ved at vænne mig til at jeg kan skrive billebogsforfatter på visitkortet.
“Min morfar” langfart og skumsprøjt
Min interesse og passion for billedbøger har jeg haft lige så længe jeg kan huske – og tanken om at selv at skrive og illustrere billedbøger har nok også altid været der. Det vidner mine skitsebøger og min virtuelle skrivebordsskuffe i hvertfald om. Undskyldninger for ikke at komme igang har der været nok af. Men i efteråret 2016 faldt flere ting på plads. Venlig nudging fra gode venner og det held at Flemming Møldrup fra Forlaget ABC var frisk på mine tanker og skitser omkring “Min morfar”. Jeg fik en deadline, hvilket gav pote. En færdig billedbog og blod på tanden til at lave flere. Der er masser af idéer på lager så det er bare at komme igang.
Mon den bliver læst?
Som alle der skriver og får udgivet noget var jeg spændt på hvordan min bog ville blive modtaget. Ikke at billedbøger får den store opmærksom i medierne, men næsten alle får dog en lektørudtalelse. Der går altid lidt fra udgivelsen til at lektøren er klar, men den var en fornøjelse at læse den da den kom:
“Det er en fin og dejligt illustreret bog, hvor hvert opslag er en gennemarbejdet og velkomponeret nydelse. Farvelægningen er overvejende douche gråtoner, som understreger fornemmelsen af svundne tider, og der er mange sjove små billeder at se på, mens man smager sig igennem de maritime udtryk og den lille historie om en ikke helt almindelig morfar. Brug bogen til en snak om mærkelige ord og knæk tungen på udtryk som slethvar, kanaljer og lemmedasker. Morfar kunne godt være lidt i familie med Kaptajn Haddock, tror jeg”
Jeg håber at bogen som favner eventyret, rejselysten og giver lyst til at smage på de mange sære ord der følger med livet som søulk.