Hop, hop og hop
Billedbøger for børn vrimler med skildpadder, dyr fra Afrika og et utal af bamser og kaniner. De spiller alle hovedpersonerne i mere eller mindre nuttede historier, og der er mange klassikere imellem. Blandt andet Paddington der lige har fået nyt liv i filmen af samme navn, se traileren her, som jeg syntes har fanget universet rigtig godt. Den er dog ikke for de helt små. Så er der alle dyrene Fra vinden i piletræerne, Peter Plys og alle hans venner fra Hundredemeterskoven og så selvfølgelig Peter Kanin. Hvis du fornemmer en særlig glæde ved de engelske klassikere, så har du helt ret.
Jeg er tindrende anglofil, og har derudover en svaghed for kaniner, så for mig er der ingen vej uden om Peter kanin. Beatrice Potters fine akvarelillustrationer er for mig stadig en fryd for øjet. Og er der noget sødere end Peter kanin i sin fine blå frakke? Jeg besøgte for mange år siden Beatrice Potters farmhouse i The Lake district i England, hvilket må være indbegrebet af engelsk landliv. Der ligger selvfølgelig også et Potter museum i den lille by Bowness-on Windemere, som også er et besøg værd, hvis man er er i The Lake District, og er vild med Beatrice Potter og hendes kaniner.
Potters historier om Peter Kanin har selvfølgelig også en officiel hjemmeside, og den engelske skuespiller Emma Thomson blev af forlaget opfordret til at at skrive nye historier i anledning af 110 året for den første udgivelse af Peter Rabbit, hvilket var i 2010. Siden har hun skrevet flere historier. I en artikel fra The Telegraph 2015 fortæller Emma Thomson om hvordan hun fik et brev fra Peter Kanin i 2010, der opfordrede hende til at skrive flere sjove historier om den lille kanin.
En anden klassiker som ikke har helt så mange år på bagen som historierne om Peter Kanin og alle de andre dyr i Potters univers, er “Hvor højt tror du jeg elsker dig?” af Sam McBrantney og illustreret af Anita Jeram. Den har 20 års jubilæum i år!! Her er det godt nok ikke kaniner, men harer der er hovedpersonerne. Både historien og illustrationerne er stadig rigtig fine med masser af hop og kærlighed. Bogen er siden den udkom, oversat til 53 sprog og solgt i næsten 30 milioner eksemplarer. Læs mere om bogen på The Gaurdian.