I skoven med 5A

 

Langt ude i skoven

“Vi glæææder os. Jeg har også en kollega med.
Vi er allerede godt i gang med opgaverne i din flotte bog. Mange af dem er vilde med opgaven, hvor man skal forstille sig at være en myre.” Sidsel lærer for 5A

I skoven med 5A sluttede forårets række af “Ud i naturen med litteraturen af”. En varm og solrig sommerformiddag sidst i juni tog vi langt ud i skoven. Trods mulighed for edderkopper i barkens sprækker, myg og feriehumør, blev der filosoferet over flåde-ege, drømmetræer og træer der drømmer. Talt årringe på træstubbe og i elevernes liv. For med 13 år er der allerede mange nedslagspunkter. Begyndt til fodbold, fået en kat eller ankommet som flygtning til Danmark.

Jeg glæder mig allerede nu til august, hvor jeg igen kan tage langt ud i skoven med flere skoleklasser. Det har været sjovt og berigende.  At være af sted og opleve hvordan eleverne har taget i mod min aktivitetsbog ”Langt ude i skoven.” Det har været interessant at se hvordan skoven fungeres som et særligt læringsrum. For skoven ser anderledes ud når man ser den på hovedet, opdager at man kan bruge bøgens grønne blade som farveblyant og ved at der boer træ-ånder i de tykke træstammer.

 

Der tegnes og fortælles under skovens grønne bladtag

Jeg har til bogen udvalgt litterære citater af danske digtere og poeter. De kan være med til at sætte gang i elevernes skrivelyst og fantasien i gang. Det samme gælder for de illustrationer jeg har lavet i collage. De har også rod i digtene og sangene, der er i bogen. Intentionen med illustrationerne er, at de også kan fungere som inspiration. Sætte gang i elevernes lyst til selv at tegne og illustrere deres opgaveløsningen. Enkelte af illustrationerne er til fordybelse og farvelægning og næsten alle opgaver kan fortællelysten komme til udtryk som tekst, tegnes eller i skøn forening.

 

Hvad skal vi have med i skoven?

Opbakningen fra lærerne har været engageret. Jeg har inden turen gik i skoven haft en korte samtaler med dem for at forventningsafstemme og få det praktiske på plads. Alt fra hvornår den gratis bus kommer og henter dem på skolen, at det var vigtigt at have blyanter, madpakker og ”Langt ude i skoven” med. At det på varme dage var godt med noget ekstra at drikke og solcreme med. Jeg har også opridset dagens program og indhold sådan at læreren kunne forberede dagen inden skovturen. Dele eleverne i grupper og hvis der var tid, at arbejde med bogen inden vi mødtes i skoven.

 

Skoven i skolen

Når eleverne er tilbage på skolen kunne underviseren vælge at arbejde videre med de temaer der var i bogen, hvilket 5B havde tid til. Deres lærer Kate har efterfølgende sendt mig disse fine billeder af noget af det de fik lavet. Logbogen er aaallt for tyk til at eleverne kan nå at læse og lave alle de opgaver og aktiviteter, der er i den på de par timer vi har i skoven sammen. Men bogen er elevernes og mit håb er at de skriver og tegner videre i sommerferien, og tager den med næste gang de kommer i skoven, måske sammen med familien.

Læs om 5B tur i skoven og mere om selve det fondsstøttede projekt “Ud i naturen med litteraturen” og logbogen “Langt ude i skoven”

Inspiration til en skovtur og naturoplevelser kan du finde blandt andet hos Naturstyrelsen og på Kom med ud i naturen.