MUU før, under og efter

 MUU35 muu MUU32 MUU

Så har jeg taget en MUU. Det har været fire spændende måneder, hvor jeg sammen med mine “med MUU’er” har mødtes to gange hver måned i ODM regi, til intensiv undervisning i design- og tilrettelæggelse af ekstern undervisning målrettet elever i folkeskolen. Det har været berigende på rigtig mange måder.

 Jeg har fået fyldt min værktøjskasse med nye og skarpe redskaber. Lige til at bruge når jeg næste gang skal designe undervisning i forbindelse med aabenskole. Jeg har også fået et kig ind i anden, men nært beslægtet profession, nemlig museumsformidlernes. Det har været en øjenåbner og en inspiration. Mit MUU hold bestod af fagfolk, der var professionelle til fingerspidserne inden for hver deres felt. Alle brændte de for at formidle deres viden inden for kunst og historie. Fælles for os alle var, at vi er optagede af at få skærpet de undervisningstilbud vi allerede tilbyder og finde ud af hvordan vi kunne få en bedre kontakt til folkeskolerne.

Kurset var virkelig godt tilrettelagt. Til hver undervisningsgang var programmet tilrettelagt med et mix af spændende oplægsholdere fra den virkelige verden, teori, best practice eksempler og masser af hands-on. Jeg er helt fyldt op og glæder mig til at komme ud og bruge mine nye pædagogiske greb. At have fået styr på og fået en forståelse af, hvordan læringsmål kan oversættes til en anden læringsarena. Jeg har lært meget af at se andre fagprofessionelle over skulderen, og glæder mig meget til at have mine nye legekammerater, MUU’erne, i mit netværk. Jeg har nydt deres professionelle tilgang til undervisning, og kan måske godt blive bare en anelse misundelig på deres nationale netværk af Skoletjenester og ønske at vi på biblioteksområdet havde et lignende. For undervisning er også en del af det bibliotekets faglige arbejde, især efter skolereformen. Mange bibliotekarer gør det hver dag.

Det var tydeligt at jeg som bibliotekar var “The odd one out” – og at biblioteket, som kulturinstitution, ikke blev set som en oplagt samarbejdspartner. Jeg har i i hvert fald over for mine MUU’er åbnet øjnene for at biblioteket har rigtig meget at byde på som samarbejdspartner. Museerne og bibliotekerne kunne få et forrygende samarbejde på benene, til stor glæde for begge faggrupper, samt elever og undervisere i folkeskolen. De kunne få en koordineret og top spændende indgang til viden, sprog og sprogforståelse på flere planer. Så hvis “nogen” går og rumler med noget mere overordnet omkring undervisning og biblioteker – så spørg mig. Jeg vil så gerne være med.