Bag kulisserne

 

Smart Parat Svar, SPS, er en landsdækkende læsequiz for børn i 6. klasse. Det er et samarbejde mellem Slots- og Kulturstyrelsen, landets børnebiblioteker og TV2’s regionale stationer. Stationerne bringer reportager og transmissioner fra de forskellige runder i quizzen, og landsfinalen bliver sendt live. Men hvordan bliver denne landsdækkende og meget populære quizz til? -og hvad foregår der bag kulisserne? Jeg giver ordet til børnebibliotekar Kajsa Nerud som har svar parat. Hun har arbejdet med SPS siden 2013 – først som ”projekthjælper” og siden 2014 som projektleder.

Smart parat svar

“Vi har netop afholdt dette års finale i Odense med landets otte klogeste 6. klasser. Så nu er der en pause. Vi venter på svar fra Slots- og Kulturstyrelsen om vi fortsat får støtte til konkurrencen. Mens vi venter, skal jeg omskrive alle 600 spørgsmål, så de kan tastes ind i vores database med spørgsmål til SPS’s app. Som projektleder for SPS laver man ALT. Jeg sorterer også spørgsmålskort, når de bliver trykt, ruller plakater, folder spørgsmålskasser, skruer bogkasser sammen osv.

Hvis quizzen fortsætter, sender vi snart invitationer ud til næste omgang, 2017/18. Det er først bibliotekerne, der skal tilmelde sig – og derefter skolerne. Sidste år var 605 klasser med – og mange steder er det først til mølle princippet, der gør sig gældende. Vi lavede en kvalifikationsquiz sidste år, som kommunerne kunne benytte sig af, og det var der nogle, der brugte, bl.a. København.

Bag kulisserne og 600 spørgsmål

Og så bliver det spørgsmålstid. Hvert år skal der nye spørgsmål til. For mange biblioteker bruger de gamle spørgsmål i lokale konkurrencer og quizapp’en får jo også de gamle spørgsmål, så de kan ikke genbruges. Det indebærer at vi skal finde på over 600 nye spørgsmål hvert år. I denne periode bliver alt, lige meget hvad det handler om, tænkt i spørgsmål; ”Hmm, det kan man måske også spørge om”. Det er en mild form for hjernevask.

Jeg har selvfølgelig mine favoritter; Hunger Games har været en af dem, men nu må der altså gerne komme et nyt stort hit snart, så vi har noget nyt at lave spørgsmål om. Kategorier som Eventyr og ”Da du var lille”, kan jeg ikke længere finde på flere spørgsmål til, og min viden om mad til kategorien Madglad er også godt brugt. Modsat hvad mange tror, er der ikke en stor projektgruppe bag konkurrencen. Det er faktisk mest mig, min ”hjælper”, som i denne omgang har været Eva Greve Klemensen fra Lokalhistorisk Arkiv i Gentofte (Eva var også dommer til finalen) og ”indkaldte eksperter”, f.eks. kolleger eller kollegers børn, som jeg ved har en stor viden om f.eks. Star Wars, Pokémon eller fodbold, der laver spørgsmål. Og det tager tid. Vi prøver at være så nutidige som muligt – at få spørgsmål med om ting der sker i verden, f.eks. i kategorier som Politik og Året der gik.

Quizzmasteren og de kloge børn

Om efteråret inden SPS starter, afholder vi også quizmaster-workshops. Her leger vi quiz, og gennemgår quizzens forskellige dele og de roller, som bibliotekarerne varetager. Der skal være en dommer, en quizmaster og nogen, der giver point og har overblik over tiden og hvilke kategorier, der bliver taget. Dommerrollen er specielt vigtig. Dommeren skal være retfærdig og have en god forklaring ved evt. tvivlsspørgsmål – heri ligger også vores største udfordring som spørgsmålsskrivere. Svaret, der står på kortet, skal være så klart formuleret som muligt, og skal helst ikke kunne diskuteres. Det er ikke så nemt, som man kan tro. Børnene går helt vildt meget op i, at det er retfærdigt, så det er vigtigt, at de og deres meninger bliver taget alvorligt.

Det sjoveste med arbejdet med SPS, selvom det også er hårdt i perioder, er mødet med alle de kloge og sjove børn. De går enormt meget op i konkurrencen (det gør deres voksne også, på godt og ondt), og at se børn som måske normalt ikke er så meget i fokus, være dagens helte, er virkelig fedt. F.eks. fik jeg denne kommentar fra en skolebibliotekar, der var med en klasse til den lokale runde sidste år i Gentofte: ”Lærerne er jo ved at smelte, når vi voksne fortæller om, hvordan alle bare var med på holdene, og hvordan den ”stille nørd” pludselig var dagens mand i skysovs.”

Fakta om SPS: Smart Parat Svar er en holdkonkurrence med fem deltagere fra hver klasse, der kan supplere hinanden og samarbejde om at finde de rigtige svar. Formålet er at sætte fokus på læsning og læselyst, og børnene læser faktisk – …meget. Det er litteratur, som er grundlag for quizzen, såvel skøn- som faglitteratur, og kategorierne indeholder mange forskellige emner. Favoritter som går igen, og som børnene ved alt om, er Harry Potter, Star Wars, Hunger Games og Mytologi. Twilight var også en klar favorit i mange år. Og hvem elsker ikke Edward og Bella..?